WIDEX BLOG

Fem årsager til, at dine høreapparater hyler, og hvad du kan gøre ved det

27-08-2019
27-08-2019

Høreapparater hyler sommetider. Det samme kan din telefon gøre, hvis du taler i den for tæt på radioen. Her kan du læse, hvad der forårsager det, og hvordan du kan afhjælpe det.
Hvis du bruger høreapparater, vil du på et tidspunkt opleve, at de hyler. Det kan forårsages af noget så enkelt som at tage et halstørklæde på. Hyletonen fra dine høreapparater kaldes også feedback.

Hvordan opstår feedback i høreapparater?

Feedback i høreapparater opstår, når lyd, der egentlig er på vej ind i din øregang, bevæger sig ud af dit øre i stedet og opfanges af høreapparatets mikrofon igen. Lyden bliver derefter forstærket endnu engang, og dette får dine høreapparater til at hyle.

Denne feedback kan opstå i forskellige sammenhænge, såsom når du tager dine høreapparater på om morgenen og tager dem af om aftenen, eller når nogen giver dig et knus. Dette er helt normalt, fordi høreapparaterne reagerer på de lyde, der kastes tilbage fra dine omgivelser.   

Feedback i høreapparater kan også være et tegn på, at der er noget galt med dine høreapparater, eller at de skal rengøres. I så fald anbefaler vi, at du kontakter din høreklinik.

Hvad får mine høreapparater til at hyle, og hvordan kan jeg undgå det?

Mange høreapparater har 'feedback cancellation', der er designet til at eliminere feedback, men dette sikrer dig ikke 100 %.

Der er en række ting, der kan få dine høreapparater til at hyle. Her er de mest almindelige årsager til feedback, og hvordan det kan afhjælpes.

  1. Dårlig tilpasning: Ligesom resten af kroppen ændrer dine ører sig over tid. De kan endda ændre form. Hvis det sker, kan ørepropperne komme til at sidde løst, så de ikke slutter tæt nok. Det kan få lyden til at bevæge sig væk fra øret og ind i dine høreapparater igen. Og det skaber feedback. Det kan afhjælpes med nye ørepropper, der er tilpasset til dit øre. Vægtstigning eller vægttab kan også have indflydelse på, hvordan ørepropperne sidder i dine ører.

    Hvis dine høreapparater ikke sidder korrekt i øret, kan lyden slippe ud og blive opfanget af høreapparatets mikrofon igen, så sørg for, at de sidder godt fast i øret. Du kan altid bede nogen om at tjekke, om de ser ud til at sidde rigtigt, eller du kan henvende dig til din høreklinik.
  2. For høj lydstyrke: Det kan sommetider være fristende at skrue op for lydstyrken i høreapparaterne. Men skrues der for højt op, kan lyden slippe ud og gå i høreapparatets mikrofon igen, og det resulterer i en hyletone. Skru lydstyrken i høreapparat ned til et niveau, hvor lyden ikke er så høj, at der skabes feedback.
  3. Beskadigede slanger: På nogle høreapparater kan den slange, der har forbindelse til øreproppen, blive hård og krympe. Det kan resultere i, at slangen trækker i øreproppen, så den ikke længere sidder, som den skal. I så fald er det på tide at få udskiftet slangen.

  4. For meget ørevoks: Dine høreapparater hjælper dig med at høre ved sende lyd ind i dine øregange. Men hvis øregangen er blokeret på grund af for meget ørevoks, kan lyden ikke trænge igennem. Det får lyden til at bevæge sig tilbage og ind i dine høreapparater igen - og så opstår hyletonen.

    Foruden at blokere øregangen og give problemer med dit høreapparat kan for meget ørevoks også resultere i ørepine eller beskadige din hørelse.

    Få dine ører renset på en høreklinik, og få i samme ombæring kontrolleret, at der ikke er tilstoppede højttalere eller ventilationskanaler i høreapparaterne.
  5. Løse mikrofoner: Feedback i høreapparater kan også skyldes, at mikrofonerne er blevet løse eller har forskubbet sig. Din høreklinik kan hjælpe dig med at løse dette problem.

 Hvis du fortsat oplever problemer med feedback i dine høreapparater og ikke kan finde årsagen, kan du få hjælp af din høreklinik.

TILMELD NYHEDSBREV

Tilmeld dig Widex nyhedsbrev og få tips, nyheder og tendenser om høretab og høreapparater.

Tilmeld dig her

Vælg land/region

Widex A/S
Nymøllevej 6
3540 Lynge
Danmark
Tlf. 44 35 56 00