search button
 
agent-dkproductshoerelseomwidexnyhederdownloadskontakt
TopImage

Skelnetab

En del mennesker med høretab oplever, at lyden for så vidt er kraftig nok, men ordene er vanskelige at skelne eller ’løber sammen’. Det går måske  godt nok, hvis modparten taler langsomt og tydeligt – og der ikke er baggrundsstøj – men lyden af ordene er ofte forvrængede og utydelige. I begge tilfælde vil årsagen oftest være et skelnetab.

Indre og ydre hårceller

Høresneglen er en ca. 35 mm lang spiralsnoning, der er udstyret med ca. 16.000 hårceller. Det er disse hårceller, vi egentlig hører med, idet det er dem, der omformer lyd til nervesignaler i hørenerven. Der er to typer af hårceller, ca. 2.500 indre hårceller og ca. 13.500 ydre hårceller.

De ydre hårceller deltager ikke direkte i generering af nervesignaler i hørenerven, men fungerer som en slags forforstærker til at forstærke svage lyde. Langt de fleste høretab skyldes udelukkende skader på de ydre hårceller, og hvis disse går tabt, kaldes det et ’fladt’ høretab. Man mister desuden evnen til at kunne adskille små toneforskelle.

De indre hårceller er dem, vi direkte ’hører’ med, idet det er dem – hjulpet af de ydre – der omformer lyd  til nervesignaler i hørenerven. Det er derfor af største betydning, at signalerne fra de indre hårceller er af ”god kvalitet”. Skader på de indre hårceller medfører ofte forvrængning  og forringet lydkvalitet, der gør det svært at adskille og genkende ord, selvom det er kraftigt nok. Dette kaldes skelnetab.

Skelnetabets virkning

Der er mange grader af skelnetab. Ved et lettere skelnetab vil der typisk opstå problemer, så snart der er baggrundsstøj – eller hvis modparten taler utydeligt eller for hurtigt. Er skelnetabet stort, vil hårcellernes ringe evne til at omsætte ’god lydkvalitet’ resultere i forvrængning og ”Anders And-tale”. Her vil høreapparater ofte gøre ondt værre.

Når dette er sagt, kan høreapparater i dag tilpasses yderst specifikt og detaljeret. En særlig grundig tilpasning og finjustering kan derfor have stor betydning for brugerens udbytte.